“Jesus' Korsfæstelse – en Øjenvidneberetning”

- skrevet syv år efter korsfæstelsen

Bogen, ”Crucifiction: By An Eye Witness” indeholder et brev skrevet syv år efter korsfæstelsen af en personlig ven af Jesus, en Essærer Broder i Jerusalem af højste Orden til hans klosterbrødre i Alexandria, Ægypten.

Dokument blev, ifølge indledningen, fundet i en bygning i Alexandria i 1870’erne. Det var skrevet på Latin og derfra oversat til moderne tysk.

Selve dokumentet er forsvundet. Dets alder er ikke kendt. Det vides heller ikke hvilker sprog originalen var skrevet på.
Tyske, svenske og engelske versioner blev trykt og udgivet i begyndelsen af det 19’ende århundrede.

Indo American Book Company har kopieret en engelsk udgivelse fra 1907 og udgivet den i 2010 på ISBN 1-5645-9853-5 – se også: www.kessinger.net

Den første oversættelse i 1870 fra tysk til engelsk mangler litterær kvalitet, derfor er den engelske version revideret i forhold til sproget men ikke i forhold til indholdet. I den danske oversættelse har det været nødvendigt at lave lidt om på tegnsætningen, sprog osv. for at få et læsbart dansk.

I en oversættelse til dansk kan et centralt ord som ”ressurection” oversættes med både ”genopstandelse”, ”genoplivning” og ”genopståen” – en central problematik i forståelse af teksten.

Hele den engelske oversættelse fra 1907 findes på følgende link: http://www.haribird.com/news2C1a.htm

Denne danske oversættelse indeholder følgende kapitler:
Beskrivelse af Jesus                                                                          
Brevet fra en Essærer i Jerusalem til hans klosterbrødre i Alexandria

Jesus Pantocrator – verdens hersker
Jesus ses på venstre side som den hellige Kristus.
På højre side ses mennesket Jesus med Det Ny Testamente,
med tårer i øjnene græder han for menneskeheden.
Et meget sjældent byzantinsk voksikon, fra første halvdel af det 6. århundrede.
Fra ikongalleriet i Skt. Katarina Klosteret, Sinai bjerget, Ægypten
18x34½”

Beskrivelse af Jesus

Denne beskrivelse er et sammendrag af et brev skrevet af Publius Lentulus, forgænger for Pontius Pilatus, som guvernør i Judæa til Tiberius Cæsar, den romerske kejser.

En mand af ædel statur og med et meget smukt ansigtsudtryk, så majestætisk at de som betragter ham er tvunget til at beundre ham.

Han skinnende hår har farve som en fuldmoden kastanje, og fra øret og ned til skuldrene har det jordens farve. Det er delt i midten af panden, som nazarærerne bruger det.

Hans pande er glat og meget fredfyldt. Hans ansigt er uden rynker eller pletter, og med en svag kulør.

Det er svært at finde fejl ved hans næsebor og læber.

Skægget er, som håret, tykt, ikke så langt og delt i midten.

Der er et plaget glimt i hans alvorlige øjne. Øjnene er som solens stråler og på grund af deres glans, er det umuligt at se ham roligt i øjnene.

Han er skræmmende når han irettesætter; når han formaner, græder han. Han gør sig selv elsket, og er sjældent munter. Det siges at han aldrig er set le, men at man har set ham græde.

Hans hænder og arme er meget smukke.

I samtale er han charmerende, selvom han sjældent indlader sig på det; og når han gør, har han et meget ydmygt ansigtsudtryk.

I sit nærvær er han den smukkeste mand, man kan tænke sig; ligesom hans moder, der er det smukkeste unge menneske, der nogensinde er set på disse egne.

I lærdom er han genstand for forundring i hele Jerusalem by. Han har aldrig studeret, og dog kender han alle videnskaberne.

Han bærer sandaler og går barhovedet. Mange ler når de ser ham; men frygter og bæver i hans nærvær og når de taler til ham.

Det siges, at aldrig har en sådan mand været set eller hørt på disse egne. Sandheden er, som hebræerne fortæller mig, at der aldrig er hørt sådanne råd, så sublim en lære, som denne Kristus belærer os med. Mange af jøderne regner ham for at være guddommelig og de tror på ham; mens mange andre, overfor mig, anklager ham for at være i opposition til Deres Majeatæt.

Det er kendt, at han aldrig har gjort skade på nogen, men kun godt. Alle der kender ham og har haft noget med ham at gøre siger, at han har gavnet dem og givet dem et godt helbred.

Brevet

Fred være med jer kære Brødre! I har hørt om de ting der er sket i Jerusalem og Palæstina. I har ret i at tro, at Jesus er en Broder og et medlem af vores Orden – Jesus, som vores venner blandt romerne og jøderne henviser til. Han underviste og udførte store undere, og led endeligt martyrdøden i Jerusalem.

Han blev født i Nazaret, ved indgangen til den smukke dal, hvor “Kisson” floden løber ned ad Tabor bjergets stejle skråninger. Han blev sat under beskyttelse af Ordenen af et medlem af vores Boderskab, hos hvem hans far og mor søgte tilflugt under deres flugt til Ægypten. Mange af vores brødre lever, som du ved, på grænsen til Ægypten.

Kort sagt, Jesus blev optaget i Ordenen samtidig med Joannes (Døberen) i deres tidlige manddomsår. Han boede da i Galilæa og var lige kommet hjem fra et besøg i Jerusalem. Juda (N.T. “Judæa”) tæt ved den store Massada borg, hvor bjergene rejser deres ophøjede tinder over det omgivende landskab, var stedet hvor han blev initieret.

Mine kære Brødre, I må alle være blevet overbevist om, at han har været et medlem af vores Orden, på grund af de doktriner (læresætninger) han har lært folket, hans optagelses ritualer, særlig dåben, at bryde brødet og lade vinen gå rundt; så vel som at han er blevet døbt af en af vores Brødre, Johannes (Døberen) i Jordan (floden) nær det Døde Havs bredder i en vestlig retning. For dåben, som I ved har siden tidernes morgen været en hellig indstiftelse i vores Orden.

I undrer jer måske over, at troen på det overnaturlige og mirakler skulle få fodfæste i vores midte, når I ved at vi alle må bære ansvaret for hver og én af vores medlemmer.

Derfor bør I vide, at rygtet er som en vind. Når den opstår driver den den rene luft fremad, men i dens fremdrift modtager den dunster og tåger fra jorden. Når den har rejst et stykke skaber den mørke i stedet for den klare rene luft, som den i starten bestod af. Til sidst består den udelukkende af partikler, den har taget med sig under sin fremdrift.

Det er helt det samme med rygterne, der drejer sig om Jesus og hans skæbne.

Husk ydermere på, at de inspirerede mænd, der har skrevet og talt om ham, ofte var henrevet i begejstringens ånd. I deres hengivenhed og ligefremhed troede de på alt, hvad der blev sagt til dem af masserne, som var endnu mere jævne og overtroiske end de.

Husk altid, at hemmelighederne i vores hellige Broderskab i overensstemmelse med vores regler, har været ukendt for disse skribenter og at kun vores højtstående medlemmer vidste noget om den hemmelige hjælp og beskyttelse Jesus fik af os.

Og endelig, glem ikke at vores strenge love forhindrede os i at blande os eller tage nogen som helst aktiv del i landets herskeres råd eller planer.

Derfor har vi handlet stille og i hemmelighed, og har lidt under at loven gik sin gang; samtidig hjalp og bistod vi vores ven på måder, som ikke overtrådte loven eller vores regler.

Vid nu, at Jesus var og er vores “Broder”, og selv har, da han blev initieret i vores Orden i Juda, sværget på at vores Brodeskab herefter skulle være for ham som en far og mor; og vi har i sandhed bevist, at vi er det i både ifølge ånden og bogstavet i vores love.

Jeg skriver dette til jer, mine Brødre, i vores Broderskabs sandhed og viden, så I kender og forstår sandheden om, hvad der kommer til at ske. Jeg fortæller jer kun om de ting, jeg ved noget om. Jeg har set det hele med mine egne øjne, og har med stor interesse selv deltaget aktivt i alle disse begivenheder.

Nu, på denne tid jeg skriver dette til jer, så har jøderne spist påskelam syv gange siden vor Broder blev korsfæstet, vor Broder som vi alle elskede og i hvem Gud var forherliget. Ikke desto mindre har jeg ikke glemt nogle af de ting jeg har set. Sandelig, så sandt som ordene der passerer mine læber og de tanker jeg skriver, så sandelig tror jeg fra dybt inde i min sjæl, at Jesus er udvalgt af Gud og er skabt af den evige ånd. Han kaldte sig selv, “Guds søn” og han beviste sig selv for os, ved at lære fra sig i Guds navn. Han elskede også et helligt liv og var dybt skolet i alle naturrigets hemmeligheder. Vi, fra det hemmelige Boderskab, erkender Gud i alle disse ting; og den mand i blandt os, der kan sige: “Se, jeg er Guds mand”. Han er i sandhed dette. For den, der ikke er, kan ikke sige det. Han har ikke ordene i sit hjerte og har ikke lært det fra ånden.

Jeg vil nu fortælle jer om herkomsten af denne mand, som elskede alle mennesker, og som vi sætter så stor pris på. I får det fulde kendskab til ham.

Han blev lige fra sin barndom opfostret til vores Broderskab. Han blev faktisk forudsagt af en “Essæer”, som kvinden troede var en engel. Denne kvinde havde mange forestillinger. Hun dvælede i det overnaturlige og i livets mysterier, og hun havde dyb interesse og behag ved de ting hun ikke kunne forklare.

Vores Broder, “Essæeren” havde vedkendt sig sin andel i disse ting og han overtalte i hemmelighed Broderskabet til at finde og beskytte barnet.

Josef, som var en mand med stor erfaring i livet og dyb hengivenhed for den evige sandhed, blev, gennem en budbringer fra vores Orden, påvirket til ikke at forlade kvinden eller at forstyrre hendes tro i hendes oplevelsers hellighed, og til at være fader til barnet indtil vores Broderskab kunne antage ham som novice.

Under deres flugt til Ægypten, blev Josef i al hemmelighed beskyttet og ledt af vores Orden. Han blev, som vores gæst, ledt til Broderskabet, der var forsamlet ved “Cassius” bjergets skråning, hvor romerne har bygget et tempel dedikeret til Jupiter. “Essærerne”, som levede der havde til opgave at introducere Josef, hans kone og barnet til deres menighed, så de kunne se vores måde at tilbede og prise Gud, “Al tings Skaber”, på; og lære ceremonien med at spise det indviede brød og drikke den hellige vin.

På vores foranledning informerede de vores Broderskab i Jerusalem hvordan det altsammen blev gjort. Josef blev placeret i halvcirklen blandt mændene på højre side og Maria, hans kone blandt kvinderne på venstre side. Der spiste de brødet og drak vinen sammen med vores Brødre, og alle sang de hellige salmer sammen.

Ydermere aflagde Josef ed overfor de ældre på, at han for evigt afstod for enhver fordring på barnet, som fra det tidspunkt tilhørte Ordenen. Han blev derefter gjort bekendt med hilsnen og tegnet for det hellige Broderskab, som ville gøre ham i stand til, under sine rejser, at give sig selv til kende overfor disse. De fortalte ham også hvilken vej han skulle rejse for at komme sikkert frem.

Ruten var gennem den del af landet, hvor der boede mange oplyste og lærde jøder, som var velbevandrede i skrifterne og hengav sig til studier. Vores Orden har mange medlemmer blandt disse. De havde ordre til at beskytte Josef og være gæstfri overfor ham, selv før han ankom blandt dem. Dette var i det smukke land Heliopolis med dets prægtige skove og nær Jehovas tempel, rejst af Onias.

Da farerne i Galilæa var overstået og mens romeren “Warus” plyndrede i Judæa og gjorde landet usikkert, tog Josef til Nazaret, som ligger nær det stejle Tabor bjerg.

Men snart bragte Archelaus ny terror over Galilæa, og Josef blev overtalt af Brødrene til at gå til Jerusalem, på vejen passere “Luhem” og der søge beskyttelse hos vores Broderskab. Dette blev nået i rette tid og i påsken ankom de til “Nisan”.

Her talte jeg selv med dem. Jeg var på den tid i Ordnens lavere grader, og adlydende de ældres bud havde jeg en besked til Josef. Jeg fandt at han var en mand af oprigtighed og med en stor erfaring, som talte med stor visdom og dømmekraft. Han formanede Maria til nøjagtigt at beskrive forskellene mellem virkeligheden og drømmeagtige forestillinger, ting som er så forskellige som dag og nat, og instruerede hende i at stilne sit sind gennem bøn og andagt.

Hendes sind var fyldt med heftige forestillinger, der ofte løftede hendes sind til himmelske ting og gjorde hende ligeglad med det jordiske. Som konsekvens af dette påvirkede hun stærkt sin søns sind til at studere og kontemplere over udødelige sandheder.

Josef roste hende for hendes gode indflydelse på barnet. Han instruerede også Jesus om viden og visdom og beskyttede hans rene sind mod kraften fra overspændte forestillinger.

Da barnet Jesus talte med de skriftkyndige om hellige ting, fornærmede han Farisærerne i Jerusalem dybt, så de regnede ham for farlig og utroværdig.

Da farisærerne holdt sig stramt til detaljerne og traditionerne i Moses lov, var de dybt forudrettede imod enhver, der der ikke troede det samme som dem, og som ikke i det ydre holdt sig til ceremonierne i templet.

De gav almisser foran masserne. De underviste i “De dødes rige”, i de gode engle og onde ånders indflydelse, og i det jødiske folks fremtidige store og evige skæbne. Selvom de havde mange venner blandt almindelige mennesker og havde stor magt og indflydelse på dem, så dvælede Guds Ånd ikke i deres huse og heller ikke på deres tunger.

Men Josef, som var oplært i vores lære, fæstnede den i det opvoksende barns sind uden mønstre eller mystik. Sandelig, barnet var meget tidligt berørt af folkets elendighed og de var henrykte over at høre ham lære dem Guds ord. De skriftkloge vidste at han var fra Galilæa, og de afskyede ham, som de afskyede hele folket fra Galilæa.

Men nogle af vores Brødre gik til templet og uden at afsløre sig selv med vores hellige hilsen, holdt de ham i deres midte, så de kunne beskytte ham.

Da det guddommelige barn havde talt offentligt i templet, var vores Brødre bange for de farer der truede ham. For de vidste at farisæerne og rabbinerne i hemmelige råd besluttede at fordrive ham fra Galilæa på grund af hans lære. De lokkede ham derfor til synagogen i Sopherim ved at lade som om de var interesserede i loven. For de regnede med, at han i al sin iver og henrykkelse ikke var under indflydelse af noget andet.

Der skete så dette, at han forsvandt fra sin far og mor i den store by hvor der, på grund af påsken, var mange mennesker fra hele landet.

Vores venner, essæerne var informeret om disse ting og de så, at det ikke mere var sikkert for barnet at blive blandt farisæerne. Ydermere var en rabbiner, som var blevet en sand ven og lærer for barnet, taget på en rejse til Jeriko og var derfor ikke tilstede til at moderere barnets iver og begejstring, i kappestrid som han var med de umoralske hyklere.

Derfor informerede vi Josef og hans kone, som vi fandt i dobbelt sorg, da de på det tidspunkt også havde fået at vide at manden til Elizabeth, Marias ven, var død. Derfor havde Maria i dobbelt sorg i tre dage ledt efter sønnen og samtidig havde hun en stærk trang til at gå og besøge sin ven. Endelig på den fjerde dag, fandt hun sønnen i Sopharim, ifølge oplysninger givet af vores Brødre.

Også Nabbin, rabineren som var dybt interesseret i barnet, var et hemmeligt medlem af vores Orden, og havde modtaget instruktioner om at beskytte ham.

Så skete det at Maria, hendes mand og hendes søn vendte tilbage til Juda.

Her fandt hun sin ven Elizabeth i stor sorg, med hendes søn, som hed Johannes (Døberen).

Her var de to unge meget sammen. Og sammen talte de meget om det hellige og det guddommelige. Ofte vandrede de ind i de vildeste områder i bjergregionen. De endte med at blive hengivne venner, og deres tilhørsforhold modnede sig til et nært venskab i deres søgen efter sandheden.

Johannes, som var søn af Zacharias, havde allerede modtaget nazaræernes lære, hvad angår tilbageholdenhed. Han kendte skrifterne og traditionen til perfektion, men begreb ikke skønheden, det ophøjede i denne verden eller naturlovene så godt som Jesus. Han følte stor afsky for hedningenes skikke, afskyede og hadede alle tyranner.

Tiden var kommet hvor Jesus skulle indtræde i Ordenens første grad. I dalen havde vores Orden et Broderskab, som lå i nærheden af borgen Massada. De ældre i Broderskabet mødte dem der og lyttede til deres samtale.

Han lærte dem, at visdom og dyd styrkes af broderskab; hvorpå Jesus i stor henrykkelse sagde, at han straks ville forberedes til at træde ind i vores hellige Orden. Johannes fulgte Jesus eksempel og de ældre bad en bøn, som gjorde Jesus til en hengiven tilbeder af Gud.

Ifølge reglerne i vores Orden, sagde de ældre nu: “Du skal blive vores broder, så snart du, ved den næste nymåne, ser lyset fra ilden på bjerget hvor templet er bygget; og hvor du så vil komme til syne. Han, der er indviet i voret Orden må samtidig dedikere sit liv til at hjælpe andre. Fortæl din far Josef, at tiden nu er kommet, hvor han må opfylde det løfte han gav på Cassius bjerget.”

Essæren forsvandt derefter. Og da barnet vendte hjem, var Josef allerede kommet i tanker om sit løfte og hans pligter overfor vores brødre.

Josef lod så, for første gang, Jesus vide, at han ikke var hans far.

De hemmeligholdt Jesus optagelse i vors Broderskab af frygt for gaulaniterne (en politisk sekt blandt jøderne, der fulgte Judas fra Gaulan i Galilæa).

Om aftenen så de, til den aftalte tid, ildsignalet stige op fra bjerget, hvorpå de straks begyndte rejsen derhen. Da de nåede templet, blev de mødt af budbringere i hvide kjortler, som var sendt af Broderskabet.

Jesus blev, ifølge vores regler, indviet i vores hellige Orden på følgende måde:

Begge blev instrueret i og vist hvordan de skulle ankomme i forsamlingen, hvor Brødrene sad i fire adskilte grupper, ifølge de fire grader. Månen kastede sit blege skær ud over hele sceneriet. Der afgav de deres løfte, brødrene, der i deres hvide kjortler lagde deres højre hånd på deres bryst, mens den venstre hang ned ved siden. Dette blev gjort som tegn på, at ingen, udover de rene af hjertet, skal få det som er indviet og helligt at se.

Og de to sværgede ligegyldighed med jordens skatte, verdslig magt eller navn, og med det broderlige kys sværgede de lydighed og hemmeligholdelse.

De to blev, i overensstemmelse med vores skikke, vist hen til en ensom hule, hvor de i tre dage og tre nætter, underkastedes selvransagelse og prøvelser.

Om aftenen på den tredie dag blev de igen fremstillet for brødrenes forsamling, for at svare på spørgsmål der blev stillet til dem og derefter bede.

Da de havde modtaget det broderlige kys, blev de klædt i hvide kjortler, tegnet på hellig renhed, og murskeen, tegnet på vores Broderskabs arbejde, blev lagt i deres hænder.

Efter at have sunget de hellige salmer og alene deltaget i kærligheds måltidet, som ifølge vores orden ingen anden Broder deltager i, fik de lov at gå. Derefter blev de instrueret i de prøvelser og den diciplinen de må gennemgå: At leve et år i ensomhed, adskilt fra menneskenes verden, på et tidspunkt nær en ældre fra Ordenen, fra hvem de skulle modtage instruktioner, som passede netop til dem, så de kunne avancere til højere grader af vores Orden.

Begge voksede hurtigt i guddommelig viden. Jesus var åbenhjertig og kærlig af væsen, mens Johannes tilhyllede sig i streng alvor og ensomhed.

Da året med prøvelser og selvransagelse var ovre, blev de igen, ved nymåne, optaget i vores Orden. Denne gang som virkelige medlemmer og de blev indviet i de højere videnskaber.

Da de havde aflagt fuld rapport om deres oplevelser gennem det forgangne år, havde handlet i overensstemmelse med reglerne i vores Orden, udøvet sang- og bønceremonierne og deltaget i kærlighedsmåltidet, blev de ledt ind til det hemmelige tilbedelsesrum. Her blev de instrueret i og påmindet om at studere Skrifterne.

Da reglerne for vores Orden tillader medlemmerne ifølge eget valg, enten at blive i Broderskabet i hemmeligt arbejde og broderskab, eller at gå ud i verden, undervise og helbrede, valgte Jesus at gå ud og undervise, mens Johannes valgte at blive “Terapeut” eller ældre.

Jesus følte sig kaldet af Guds ånd, og længtes efter at prædike Ordnens doktriner til folket.

Der skete derfor det, at Johannes tog tilbage til Juda, for at leve i ensomhed i vildnisset og Jesus tog tilbage til Nazareth.

Her beviste han på ophøjet vis sine evner og opfyldte sin ed til Ordenen. Hans ven Lazarus havde en søster Maria, som elskede Jesus; og han gengædte hendes kærlighed i sit hjerte.

Men ifølge Ordenens regler og for ikke det hellige arbejde skal blive hæmmet, er det ikke tilladt for en essærer at tage sig en hustru efter eget ønske.

Og derfor overvandt Jesus sin kærlighed til denne kvinde ved hjælp af hans pligtskyldige hengivnhed og uselviske tjeneste overfor Borderskabet. Men kampen var hård og på timen hvor de skulle skilles, græd både Jesus og Maria bitterligt.

Jeg har fortalt jer om alle disse ting, mine Brødre, for at I i sandhed skal vide, at Jesus var vores Broder og tilhørte vores hellige orden.

Derfor må al tvivl og usikkerhed om dette emne få en ende. Jesus, vores Broder, led villigt døden og derved helligholdt han vores Ordens lære. Vores dyds største fortjeneste er, at vi på samme måde kan ofre os selv for den.

I har hørt Jøderne og hans disciples beretninger om ham, og om at de har set ham i bjergene og på vejen efter de troede at han var død.

Det guddommelige forsyn har givet os en detaljeret viden om disse begivenheder, som er skjult for folket, og det er vores pligt, at informere jer om de faktiske forhold, som svar på jeres spørgsmål herom.

Mine øjne flyder over med tårer, når jeg skriver dette, og det er som om jeg ser vores Broder midt i hans tortur og angst for døden. Og mit plagede sind bliver på ny såret ved at genkalde hans majestætiske mod og selvopofring.

Han var sendt af Gud, valgt af den Almægtige, elsket af os alle, og inspirerede både med hans lære og viden om naturen og dets elementer.

Hør derfor mine Brødre, hvad der skete i Jerusalem for syv Påsker siden. Jeg har set det hele med mine egne øjne og med mine læber har jeg holdt det hemmeligt, så verden ikke skulle få noget at vide om det. For Jøderne og hedningene tror kun på ting de har set med deres egne øjne. Derfor har de ikke nogen tro på Gud ud over, hvad de kan opfatte med deres sanser.

Derfor mine kære Brødre, skal I prise Gud for at det er sket på denne måde. Vi har holdt disse ting hemmeligt for folket, for ikke at deres tro på forsynet skulle mindskes. I ved at der er mange fromme og enestående mænd, som har nedskrevet og husker Jesus’ liv og død. Men de har det kun fra rygter, som er forvandsket af overtro, og på grund af ærbødighed og fromhed tror de hvad de hører om en elsket Mester.

Det var endda ligesådan med de, der var udvalgt blandt folket, og som blev kaldt disciple af Jesus. De fleste har kun hørt historien om hans liv og død gennem traditionen, som den er blevet fortalt fra mand til mand. Der var andre tilstede, men de har ikke givet nogen information om disse vigtige begivenheder.

I hemmelighed vil jeg nu fortælle jer om, hvad jeg og vores Broderskab i Jerusalem har set og været vidner til; og I ved at ingen essærer lader andet end den skinbarlige sandhed passere over sine læber. Ethvert menneske som har talens gave, bør herligholde Gud og prøve at manifestere ham, da Gud har givet ham en tunge i sin mund.

Vi havde måske endda kunne frelse vores elskede Broder fra hans fjenders hævn, hvis det hele ikke havde været sket så hurtigt og hvis vores love ikke havde forhindret os i at deltage i offentlige begivenheder.

Ikke desto mindre har vi i hemmelighed frelst ham, da han opfyldte sin guddommelige mission for øjnene af alle i universet. At en mand dør for sin tro, øger ikke Guds herlighed. Men det at han, fuld af hengivenhed og guddommelig tillid, for sin tro underlægger sig selv et martyrium, fuldender vores arbejde i verdens øjne.

Læg derfor vel mærke til, hvad jeg nu fortæller jer, så selv kan bedømme de rygter, der har nået jer herfra og fra Rom.

(Her er et stort tomt område i dokumentet, der skyldes tidens ødelæggende indflydelse. Det er ikke muligt at tyde det ud fra det, der er tilbage.)

Processionen, med den dømte Jesus og de to røvere, sneglede sig fra udgangen til dalen, der strækker sig fra Jerusalem til Golgata, henrettelsespladsen.

Kvinderne græd højlydt da de så Jesus næsten synke i jorden under vægten fra korset, og så at sårene, som han havde fået fra piskningen, blødte kraftigt.

Da de ankom til den golde bjergryg “Gileon”, hvor intet gror, og som lå på nordsiden, gennem hvilken ensomme dødens dal snor sig, stoppede de og Jesus, hvis torterede krop havde tabt al styrke, faldt til jorden.

Imens udvalgte romerne det sted hvor korsene skulle rejses. Da dette var gjort, ville de vise deres sympati med de lidende ved, ifølge traditionen før en korsfæstelse, at give dem en drik, der gjorde dem bevidstløse. Drikken var lavet af sur vin blandet med malurt og hed “Toska”.

Men Jesus ønskede ikke at dø for sin tro og sandheden, som en drukken og afslog derfor at drikke det. Han kendte, ved selv at have prøvet, virkningen af denne mixtur fra vores Orden.

Da korsene var blevet rejst var tiden nu kommet til, at Jesus skulle have sin straf. Den første ceremoni var, at rive tøjet af ham. For at dette skulle kunne lade sig gøre, var det nødvendigt, at tage soldatens frakke, som han bar efter piskningen, af og iklæde ham hans eget tøj, som senere blev revet af ham, som loven kræver.

På opfordring af Sanhedrims tjenere var korset, som var beregnet til Jesus anbragt i midten, mellem dem til de to tyve, for derved at antyde, at hans var den største forbrydelse. De havde endda lavet forskel på hans kors og de andres, for selvom de normalt var konstrueret så den lodrette bjælke ikke nåede op over den vandrette, så var hans anderledes og den lodrette bjælke rakte op over den krydsende bjælke.

De tog derefter fat i Jesus, løftede ham op og placerede ham på den korte bjælke, som altid sættes foran på korset, så den kriminelle kan hvile der, mens han bliver bundet. De bandt armene som sædvanligt med stærke reb, så stramt at al blodet vendte tilbage til hjertet og derved besværliggjorde åndedrættet.

De bandt hans fødder på samme måde og snørede stærke reb halvt op på læggene, hvilket også drev det cirkulerende blod tilbage til hjertet.

Efter dette slog de tykke jernnagler gennem hans hænder, men ikke nogen gennem hans fødder, for dette var ikke sædvane. Jeg skriver dette specielt, mine kære brødre, fordi det er rygtedes at han blev naglet gennem både hænder og fødder.

Således hang “den retfærdige”, udsat for ubeskrivelige lidelser, i solens varme, hvilken på den dag var voldsom og trættende, mens soldaterne, ifølge reglerne, tog hans tøj. De skar kappen ud i fire dele; men tunikaen var vævet og kunne ikke rives i stykker, hvorfor de kastede lod om den.

Efter middag da solen havde flyttet sig, kom skarer af mennesker, tiltrukket af nysgerrighed, fra byen. Adskillige præster var tilstede hoverende over deres syndige hævn. De lo ad ham. Det tilskyndede folk at håne ham, nedbøjet som han var af sorg og smerte.

Jesus led i stilhed, med blikket rettet opad mod himmelen. Han hørte ikke kvinderne fra hans stamme i Galilæa, der stod et stykke væk og vred deres hænder, begræde hans, som de syntes, alt for tidlige død.

Lydene af sorg og jamren druknede i støjen fra ryttere der ankom til skuepladsen. Det var ypprestepræsten Kajfas, med et stort følge af tjenere, som kom for at håne og spotte Guds korsfæstede søn. Selv en af de korsfæstede tyve gav sig sammen med dem til at håne ham, for han havde i hemmelighed håbet at Jesus, ved et mirakel, ville have frelst både sig selv og dem.

Romerne havde for at håne jøderne, hængt et skilt på korset over hans hovede, hvor de på fire forskellige sprog, havde tildelt ham titlen, “Jødernes Konge”. Dette gjorde præsterne meget vrede, men da de frygtede Pilatus, lod de deres vrede gå ud over Jesus.

Mørket sænkede sig over jorden, og folket gik tilbage til Jerusalem. Men Jesus’ disciple, hans venner og de ældre i vores hellige Orden, blev på Golgata, da vores Orden har en koloni i nærheden, hvor man tilbeder og deltager i vores kærlighedsmåltid.

Og Jesus genkendte sin mor blandt de grædende kvinder fra Galilæa, som stod tæt ved Johannes (Evangelisten). Jesus råbte højt i sin store smerte og citerede den 22’ende salme, for derved at bede Gud om at udfri ham fra sine pinsler.

Der var stadig nogle farisæer tilbage på bjerget, som havde i sinde at håne ham, fordi de havde forventet, at Jesus ville stige ned fra korset, som “menneskenes jordiske frelser”. Og da dette ikke var sket, følte de sig snydt og var derfor vrede.

Heden blev stadig stærkere og mere uudholdelig. En ild dannede sig på jorden og i luften, som det nu er vigtigt for renselse af elementerne. Essærer brødrene vidste, gennem deres kendskab til naturen og dens elementer, at et jordskælv var på vej, som det førhen var sket på vores forfædres tid.

Da natten nærmede sig begyndte jorden en forfærdelig rysten, og den romerske centurion blev så bange at han bad til sine hedenske guder. Han troede på at Jesus var elsket af Guderne. De fleste af de angste mennesker løb hastigt væk fra stedet og tilbage til Jerusalem. Centurionen, som var en ædel mand af en medfølende natur, tillod Johannes at følge Jesus’ mor hen til korset.

Jesus var ødelagt af tørst. Hans læber var sprækkede og tørre, og smerten brændte i hans lemmer. En soldat satte en svamp dyppet i eddike på en lang stang af Isop og med dette stillede Jesus sin tørst.

Da han overlod sin mor i Johannes varetægt, var det blevet mørkere, selvom fuldmånen skulle have skinnet på himmelen. Fra Det Døde Hav så man en tyk rød tåge rejse sig.  Bjergskråningerne omkring Jerusalem rystede kraftigt og Jesus’ hovede sank ned på hans bryst.

Da han drog sit sidste suk af angst og smerte, og besvimede, lød en hvislende lyd i luften. De jøder der stadig var tilbage blev ramt af stor frygt, for de troede at de onde ånder, der findes mellem himmelen og jorden var på vej for at straffe folket. Det var den mærkelige og usædvanlige lyd i luften, der går forud for et jordskælv.

Snart begyndte bjerget at ryste, det omliggende land og byen begyndte at rokke, og templets tykke vægge gav sig indtil forhænget i templet delte sig og faldt ned. Selv klipperne gik i stykker og de udhuggede klippegrave blev ødelagt sammen med de mange lig, der var opbevaret derinde.

Da jøderne regnede alt det skete for at være meget overnaturligt, troede den romerske centurion nu også på Kristus’ guddommelighed og uskyldighed, og trøstede hans mor.

Vores Brødre kendte meget vel grunden til dette naturfænomen, men turde ikke fortælle det til folket, da det er en hemmelighed hos os. Og de troede på deres Broder uden at tilskrive ham overnaturlige kræfter.

Kære Brødre, I har bebrejdet os at vi ikke frelste vores Ven fra korset med hemmelige midler. Men jeg må minde jer om, at vores Ordens hellige lov forbyder os offentlige aktiviteter og at blande os i statslige anliggender. To af vores indflydelsesrige og erfarne Brødre prøvede imidlertid, på Jesus’ vegne, at øve deres indflydelse på Pilatus og på det Jødiske Råd. Men deres anstrengelser var vanskeliggjort af, at Jesus selv bad om tilladelse til at lide døden for sin tro og derved at opfylde loven. For, som I ved, at dø for sandhed og dyd er det største offer en Broder kan sone.

Der var en særlig Josef fra Arimatæa. Han var rig og som medlem af rådet, var han højt værdsat af folket. Han var en klog mand og mens han ikke lod til at tilhøre nogen sammenslutning, var han i al hemmelighed medlem af vores hellige Orden og levede i overensstemmelse med vores love. Hans ven Nikodemus var en meget lærd mand og tilhørte de højeste grader i vores Orden. Han kendte “Terapeuternes” hemmeligheder og var ofte sammen med os.

Der skete nu det efter jordskælvet, hvor mange af mennesken var gået, at Josef og Nikodemus kom hen til korset. De havde fået at vide, i vores Brødres have ikke langt fra Golgata, at den korsfæstede var død.

Selvom de højlydt begræd Jesus’ skæbne, undrede det dem, at Jesus, der havde hængt mindre end syv timer, allerede skulle være død. De kunne ikke tro det og de gik hastigt op til stedet. Der fandt de Johannes alene. Han havde besluttet sig til at se, hvad der skete med det elskede legeme.

Josef og Nikodemus undersøgte Jesus krop og Nikodemus, som var meget rørt, trak Josef til side og sagde til ham: “Så sikker som min viden er om liv og natur, ligeså sikkert er det muligt at redde ham.”

Men Josef forstod ham ikke, og han advarede os om ikke at fortælle Johannes, hvad vi havde hørt. Det var en hemmelighed, som skulle frelse vores Broder fra døden. 

Nikodemus råbte: “Vi må straks have kroppen med dens ubrækkede ben, fordi han kan måske stadig reddes!” Så, efter at have erkendt sin mangel på forsigtighed, fortsatte han med at hviske: “(...) reddet fra at blive skændigt begravet.”

Han overtalte Josef til at se bort fra sine egne interesser, så han måske kunne redde deres ven, ved straks at gå til Pilatus og bede ham om at tillade, at de kunne tage Jesus krop ned fra korset samme aften og lægge den i graven, som var udhugget i klippen i nærheden, og som tilhørte Josef.

Jeg, som forstod hvad han mente, blev sammen med Johannes for at passe på ved korset og for at afværge at soldaterne brækkede Jesus’ ben.

Intet lig må hænge på korset natten over, og da det næste dag var søndag, ville de tage ham ned nu og begrave ham tidligt.

Det Jødiske Råd havde allerede forlangt af Pilatus, at give ordre til soldaterne om at brække den korsfæstedes ben, så de kunne blive begravet.

Snart efter at Josef og Nikodemus var gået, hver på deres hellige mission, kom en budbringer med ordren til centurionen om at tage ligene ned og begrave dem. Jeg var meget foruroliget over denne besked, for jeg vidste, at hvis han ikke blev behandlet med stor forsigtighed, så kunne han ikke reddes og endnu mindre, hvis hans knogler blev brækket.

Selv Johannes var forfærdet, dog ikke af frygt for at planerne ikke skulle lykkes, for han kendte ikke noget til dem. Men han var i stor sorg over at se hans vens mishandlede krop. For Johannes troede at Jesus var død.

Da budbringeren ankom, skyndte jeg mig hen til ham, fordi jeg troede og håbede på, at Josef måske allerede havde været hos Pilatus, hvilket i virkeligheden ikke ville have været muligt.

“Har Pilatus sendt dig?” Spurgte jeg ham.

Og han svarede: “Jeg kommer ikke fra Pilatus, men fra hans sekretær, som handler for guvernøren i mindre vigtige anliggender.”

Centurionen, som havde opdaget min ængstelse, så på mig, og som en ven sagde jeg til ham: “Du har set at denne mand, som er blevet korsfæstet, er en ualmindelig mand. Lad være med at maltraktere ham, for en rig mand er nu hos Pilatus for at give ham penge for liget, så han kan give ham en anstændig begravelse.”

Mine kære Brødre, jeg må her informere jeg om, at Pilatus ofte solgte de korsfæstedes kroppe til deres venner, så de kunne begrave dem.

Og centurionen var venlig overfor mig, fordi han udfra begivenhederne havde forstået, at Jesus var en uskyldig mand. Og derfor, da de to tyve blev slået med tunge køller og deres ben derved brækkede, gik centurionen forbi Jesus’ kors og sagde: “Bræk ikke han ben, for han er død.”

En mand blev set nærme sig hurtigt på vejen fra Antonia slottet til Golgata. Han nærmede sig centurionen og gav ham ordre om, at han hurtigt skulle komme til Pilatus.

Centurionen spurgte budbringeren ud for at finde ud af hvad Pilatus ville ham på så sent et tidspunkt på natten. Budbringeren svarede, at Pilatus ville vide om Jesus virkelig var død.

“Det er han,” sagde centurionen, “og derfor har vi ikke brækket hans ben.”

For at blive mere sikker på det, stak en af soldaterne sit spyd ind i kroppen på en sådan måde, at det gik ind i siden over hoften. Kroppen viste ingen rystelser, og dette blev, af centurionen, taget som et sikkert tegn på, at han faktisk var død; og han hastede væk for at afgive sin rapport.

Men fra det ubetydelige sår flød blod og vand, hvilket Johannes undrede sig over og som vækkede mit eget håb. For selv Johannes vidste, fra vores Broderskabs viden, at der kun flød få dråber af fortykket blod fra et sår i en død krop. Men nu flød der både vand og blod.

Jeg var dybt ængstelig for om Josef og Nikodemus ville komme tilbage. Til sidst blev nogle galilæiske kvinder set nærme sig fra deres tilbagekomst fra Betania, hvortil de havde bragt Maria, Jesus moder, til at være i nogle essærer venners varetægt.

Blandt kvinderne var også Maria, Lazarus søster, som havde elsket Jesus og hun græd højlydt. Men før hun kunne udtrykke sin sorg, og mens Johannes stirrede intenst på såret i Jesus’ side uden at ænse andet, kom Josef og Nikodemus hastende tilbage. Josef havde rørt Pilatus med sin værdighed, og Pilatus, som havde modtaget information om den korsfæstedes død, gav liget til Josef uden at tage betaling for det.

For Pilatus havde stor respekt for Josef og han fortrød i hemmelighed henrettelsen. Da Nikodemus så såret, der flød med vand og blod, blev hans øjne levende med nyt håb, og han talte opmuntrende, da han kunne forudse hvad der ville ske.

Han trak Josef til side, hvor jeg stod lidt fra Johannes, og talte med en lav hurtig stemme: “Kære venner, vær i godt humør og lad os arbejde. Jesus er ikke død. Han ser kun sådan ud, fordi hans styrke er forsvundet.”

“Mens Josef var hos Pilatus skyndte jeg mig over til vores koloni og hentede urter, som er nyttige i sådanne tilfælde. Men jeg advarer jer om ikke at fortælle Johannes, at vi håber på at genoplive Jesus legeme, fordi han vil ikke kunne skjule denne store glæde. Og det vil være meget farligt, hvis folk får det at vide, da vores fjender derved ville slå os ihjel sammen med ham.”

Efter dette skyndte de sig hen til korset, og ifølge medicinske forskrifter, løsnede de langsomt hans reb, trak spigrene ud af hans hænder og lagde ham med stor forsigtighed ned på jorden.

Derefter spredte Nikodemus stærke krydderier og helbredende salver på lange stykker “byssus” (fint vævet linned), som han havde med og hvis anvendelse kun var kendt af vores Orden.

Han viklede disse omkring Jesus’ krop, idet han lod som om han ville forhindre kroppen i at rådne til efter Påske, hvor de så ville balsamere ham.

Disse krydderier og salver havde stor helbredende effekt, og blev brugt af vores Essærer Brødre, der kendte reglerne for medicinsk videnskab om, hvordan man får bevidstheden tilbage hos dem, der befinder sig i en dødlignende besvimelse. Josef og Nikodemus bøjede sig ned over hans ansigt og deres tårer faldt på ham. De pustede deres egen ånde ind i ham og varmede hans tinninger.

Josef var stadig i tvivl om, om han kunne komme tilbage til livet, men Nikodemus tilskyndede ham til at øge sine bestræbelser. Nikodemus smurte balsam i begge de navlehullede hænder, men han mente ikke, at det var bedst at lukke såret i Jesus’ side, fordi han regnede med at vandet og blodets flyden ville hjælpe på åndedrættet og derved på genoplivningen.

Johannes troede, midt i sin sorg og smerte, ikke at livet ville komme tilbage i hans vens krop, og han regnede ikke med at se ham igen, før de skulle mødes i “Scheol”.

Legemet blev derefter lagt i graven, der var hugget ind i klippen og som tilhørte Josef. De røg derefter grotten med Aloe og andre styrkende urter, og mens kroppen lå på moslejet, stadig stiv og livløs, placerede de en stor sten foran indgangen, så dampene bedre kunne fylde grotten.

Efter dette var gjort, gik Johannes med nogle andre til Betania, for at trøste hans mor, der var ramt af sorg.

Men Kajfas havde, selvom det var sabbat, sendt sine hemmelige spioner ud. Han var ivrig for at få at vide hvem der var Jesus hemmelige venner. Hans mistanke var faldet på Pilatus, fordi han havde givet kroppen til Josef af Arimatæa uden betaling, en rig mand, Rabbi og medlem af øverste rådet, som aldrig tidligere havde interesseret sig for Jesus’ sag, og som nu havde givet sin egen begravelsesplads til den korsfæstede.

Det var derfor at Kaijas regnede med, at der var hemmelige planer mellem den rige Josef og galilæerne. Han vidste at de havde i sinde at balsamere kroppen, og håbede at han kunne fange dem dér, da han havde fået den idé at Josef og Pilatus havde sluttet sig sammen mod jøderne.

Han var oprørt af frygt og på grund af dette håbede han at finde nogle hemmelige midler til at anklage Josef og få ham smidt i fængsel. Han afslørede selv dette faktum, ved sent om natten at sende sine bevæbnede tjenere til en afsides dal tæt ved grotten, hvor Jesus krop lå. I nogen afstand fra dem var en deling tempelvagter stationeret, for at assistere ypperstepræstens tjenere, hvis det skulle blive nødvendigt.

Men rygtet sagde, at det var romerske soldater, hvilket ikke var tilfældet. Ypperstepræsten troede ikke engang på Pilatus.

Imens var Nikodemus hastet afsted med mig hen til vores brødre. Den ældste og klogeste kom for at konferere om, hvad der var den bedste metode til at genoplive Jesus. Brødrene enedes med det samme, om at sende en vagt til lunden. Josef og Nikodemus skyndte sig til byen for at fuldføre deres mission.

Efter midnat og hen imod morgenen begyndte jorden igen at ryste, og luften blev meget trykkende. Klipperne rystede og revnede. Røde flammer brast ud af sprækkerne, og oplyste morgenens røde tåge.

Dette var i sandhed en forfærdelig nat. Dyr, der var opskræt af jordskælvet, løb hylende i alle retninger. Gennem den smalle ånbning sendte den lille lampe rystende skygger ud i den frygtelige nat. Ypperstepræstens tjenere var fulde af frygt, over at lytte til den hvislende lyd i luften, bragene og bulderen i jorden.

En af vores Brødre gik til graven. Han var, i overensstemmelse med vores Broderskabs love, iklædt den hvide robe af fjerde grad. Han gik ad en hemmelig sti, som løb gennem bjerget til graven, som var kendt kun af vores Orden.

Da ypperstepræstens skræmte tjenere så den hvidklædte Broder på bjerget nærme sig langsomt, og delvist skjult af morgentågen, blev de ramt af stor frygt, og de troede at en engel var ved at stige ned fra bjerget.

Da denne Broder kom til graven, som han skulle passe på, hvilede han sig på stenen, som han efter ordre havde trukket væk fra indgangen; hvorpå soldaterne flygtede og spredte det rygte at en engel havde drevet dem væk.

Da den unge essæer havde sat sig ned på stenen kom der en ny jordrystelse, et vindpust fejede ned i grotten, blæste lampen ud og gav plads for morgenlyset.

Tredive timer var nu gået siden Jesus’ antagede død. Og da Broderen, der hørte en svag lyd inde i grotten, gik for se hvad der skete, kunne han mærke en underlig lugt i luften, en som ofte kommer når jorden er ved at brænde.

Og den unge opdagede med en uforklarlig glæde at læberne på legemet bevægede sig og at det trak vejret. Han skyndte sig hen til Jesus for at hjælpe ham, og hørte en svag lyd komme fra hans bryst. Ansigtet antog en levende fremtoning, øjnene åbnede og kiggede forbavset på novicen i vores Orden.

Dette skete lige da jeg, sammen med Brødrene af første grad, var ved at forlade rådet, med Josef, som var kommet for at få at vide, hvordan man kunne hjælpe.

Nikodemus, som var en erfaren læge, sagde på vejen, at den mærkelige tilstand i atmosfæren, som skyldtes omvæltningerne i elementerne, var gavnlig for Jesus, og at han aldrig havde troet at Jesus virkelig var død. Han sagde endvidere, at blodet og vandet, som flød fra såret var et sikkert tegn på at livet ikke var udslukt.

Under denne samtale ankom vi til grotten. Josef og Nikodemus gik i forvejen. Vi var i alt fireog tyve Brødre af første grad.

Da vi gik ind, så vi den hvidklædte novice knæle på grottens mosstrøede gulv. Han støttede den genoplivne Jesus’ hovede på sit bryst.

Da Jesus genkendte sine essærer venner, skinnede hans øjne af fryd. Hans kinder var farvet  svagt rødligt. Han satte sig op og spurgte: “Hvor er jeg?”

Så omfavnede Josef ham og fortalte ham hvordan det altsammen var sket og hvordan han faktisk var blevet reddet fra den visse død ved et voldsomt besvimelsesanfald, som soldaterne på Golgata troede var døden.

Jesus undrede sig, mærkede på sig selv, og prisende Gud, græd han på Josefs bryst. Så bød Nikodemus sine venner at tage nogle forfriskninger, og han spiste nogle dadler og noget brød dyppet i honning. Nikodemus tilbød noget vin og dette forfriskede Jesus så meget, at han satte sig op.

Det var da, at han blev opmærksom på sårene i sine hænder og i sin side. Balsammen, som Nikodemus havde smurt på ham havde en lindrende effekt, og sårene var allerede begyndt at heles.

Efter at “Byssus” forbindingerne var taget af og snavset var fjernet fra hans hovede, talte Josef og sagde: “Dette er ikke et sted hvod du kan blive længere, for her vil vores fjender let kunne opdage vores hemmelighed, og forråde os.”

Men Jesus var ikke stærk nok til at gå langt, hvorfor han blev ledt til huset, der tilhører vores Orden, som er tæt på Golgata, i haven, som også tilhører vores Brødre.

En anden ung Broder fra vores Orden, fik til opgave at hjælpe novicen, der havde holdt vagt ved Jesus grav, og slette alle spor af Byssus forbindingerne, medicinen og urterne, som var blevet brugt.

Da Jesus ankom til vores brødres hus var han udmattet og svag. Hans sår var begyndt at smerte ham. Han var meget rørt, da han regnede det for at være et mirakel.

“Gud har ladet mig genopstå,” sagde han “for at Han kan bevise i mig, det jeg har lært jer og jeg vil vise mine disciple, at jeg virkelig lever.”

Efter et lille stykke tid kom de to unge mænd, som havde gjort graven i stand, hurtigt tilbage med meddelelsen om at Jesus venner snart ville komme og lede efter ham.

De fortalte hvordan de havde hørt en lyd, da de arbejdede i grotten, som om mange mennesker var kommet til hegnet der omgiver haven. Da de var nået længere ind i grotten, kom der en kvinde på vejen fra Jerusalem. Da hun så at stenen var rullet væk fra graven, udviste hun stor frygt. Hun troede at der var sket noget med liget og skyndte sig til Betlehem.

Snart efter kom andre kvinder fra Jerusalem, og de nærmede sig graven. Under stor undren gik de ind i graven og en af dem, der kiggede efter liget, hvor det havde ligget, betragtede vores Broder og pegede ham ud for sine ledsagere. Da den anden Broder også kom til syne, faldt kvinderne ned på deres knæ og troede de havde set engle.

Brødrene talte til dem, som de var blevet beordret til af dem af første grad, og en af dem sagde til kvinderne: “Jesus er genopstanden. Led ikke efter ham her. Sig til hans disciple, at de vil finde ham i Galilæa.” Og den anden sagde til dem, at de skulle samle disciplene og lede dem til Galilæa.

Josefs anviste, i sin visdom, dette, da han ville ikke have at de skulle lede efter Jesus i Jerusalem, for hans sikkerheds skyld. Brødrene gik ud af grotten ad bagindgangen og så at nogle af kvinderne hastede ud til vejen til Betania, hvorefter Brødrene skyndte sig hen til os i huset, for at fortælle hvad der var sket.

Essærer vennerne bønfaldt Jesus om at forblive i skjul, for hans sikkerheds skyld og for at genvinde sin styrke. Men Jesus var drevet af et stort ønske om, at bevise overfor sine venner at han stadig levede. Tilskyndet af dette ønske og da han følte sig frisk og styrket, bad han om klæder, så han kunne gå videre til sine venner. Han blev straks klædt i essærernes arbejds kjortel, som vores brødre bruger når de arbejder. I dette kostume lignede han en gartner.

I mellemtiden var begge de unge brødre igen gået til graven, da deres arbejde der ikke var fuldført. Der så de den samme kvinde komme tilbage, som først var ved graven, mens Johannes og Peter i mellemtiden havde fortalt disciplene, hvad der var sket.

Denne kvinde, der lige var kommet til graven, troede at de to novicer var engle, der vogtede over den tomme grav og hun græd.

En af novicerne, som var af en venlig natur, talte til kvinden med en mild og beroligende stemme og spurgte hende hvorfor hun græd. Denne kvinde var Maria, som Jesus havde elsket og havde været nødt til at forlade ifølge vores hellige broderskabs regler.

Og mens hun jamrede, at Jesus ikke løj om, hvor han var blevet anbragt før Sabbatten, stod Jesus bag hende klædt i en gartners klæder.

Bevæget af ønsket om at se dem han elskede igen og for at proklamere at han var i live, ignorerede han brødrenes råd om at forblive i skjul, og efter at have forladt huset, tog han stien gennem haven til klippen hvor graven var udhugget.

Da Maria så ham troede hun, at han var gartneren. Men Jesus kendte hende og, idet han glædede sig over hendes kærlighed, talte han til hende. Hun kendte ham ikke, da han stadig var svag og lidende. Men da han udbrød, “Åh, Maria!” kendte hun ham og længtes efter at kysse hans fødder og derefter omfavne ham.

Men Jesus, der mærkede smerten i hænder og side, var bange for at omfavne hende for derved at skade sine sår. Han trak sig derfor tilbage fra hende, da hun nærmede sig og sagde:

“Rør mig ikke. Selvom jeg stadig lever, skal jeg snart til min Fader i himmelen; for min krop er blevet svag og snart skal den blive opløst, så min død bliver fuldbyrdet.”

Da kvinden knælede ned og med stor sindsbevægelse, så op på ham, hørte Jesus lyden af fodtrin der nærmede sig. Idet han var bange for sin sikkerhed, skyndte han sig tilbage, og stillede sig bag havemuren ikke langt fra vores venners have.

De to unge, som var beordret til at passe på graven, og instrueret i at afskære vejen for de fjendtlige spioner der søgte efter Jesus, hørte og så alt dette.

I mellemtiden var Josef, Nikodemus og de andre brødre kommet fra huset og ind i haven for at lede efter Jesus, og passe på at han ikke var i fare på grund af hans store svækkelse. Dette frygtede Nikodemus, da han havde set at sårene var mere betændte og huden, hvor de stærke reb havde været, nu var mørk i farven.

Da vi kom til indgangen til haven så vi Jesus stå bag muren og hvile sig op ad den, som om han ikke kunne gå længere.

Det var omtrent på dette tidspunkt, at Johannes hastede fra byen og, efter at have kigget ind i grotten, fandt den tom. For de to unge var kommet ind i haven gennem den hemmelige indgang til grotten.

Peter kom også, og de søgte begge to i hele grotten efter tegn på at liget havde været der. Da de kom ind i den inderste del af grotten fandt de “muckenderen”, klædet, hvor novicerne havde smidt det, da de var flygtet ved de to mærkelige personers ankomst.

I ivrig samtale skyndte de to disciple sig tilbage til byen. Og Jesus var gået langsomt langs muren til han nåede den lille port ud til “Gihon” dalen.  Der lyttede han til nogle kvinders samtale uden for muren. Da han stod frem for dem, troede de, at de havde set et genfærd. Men Jesus talte til dem for de skulle vide, at det sandelig var ham selv.

Og da de unge i lunden havde sagt til kvinderne, at de skulle se ham i Galilæa, huskede en af dem dette og sagde til ham: “Herre skal vi adlyde englens ord og se dig igen i Galilæa?”

Dette spørgsmål forbavsede Jesus, for han vidste ikke at brødrene havde instrueret novicerne i at nævne denne del af landet. Men efter nogle overvejelser svarede han hende og sagde: “Ja, fortæl mine venner, at jeg går til Galilæa og at I der skal se mig.”

Han blev svagere, ønskede at være alene og kvinderne gik. Og da var det, at vi hans hemmelige beskyttere, gik hen til ham og viste ham tilbage til huset, for at han der kunne hvile sig og blive frisk igen.

Nikodemus forbandt igen hans sår, gav ham en slurk medicin og formanede ham om at hvile sig i stilhed. Men Jesus frygtede ikke døden, og var båret oppe af ånd. Hans styrke var imidlertid forsvundet, og han faldt snart i en dyb søvn, hvorefter Josef, Nikodemus og brødrene lagde råd om, hvordan de skulle værne om hans sikkerhed. Af denne grund sendte de nogle af brødrene ind i byen, så de kunne høre rygterne om Jesus blandt folket.

Og mærkeligt nok fortalte rygterne i byen om mange mirakler. De flygtende vagter, der prøvede at skjule deres kujonagtige frygt, havde fortalt om frygtelige begivenheder, der var sket og om ånder, der havde sprængt graven åben.

Ypperstepræsten var blevet fortalt disse ting, og han vidste ikke hvad han skulle tro. Han frygtede at miraklet ville ophidse folket, fordi kvinderne og selv mændene havde været så ophidsede, at de ikke kunne holde det hemmeligt og fordi folket allerede havde travlt med at diskutere hændelserne.

Derfor gav Kajfas vagterne penge, for at de skulle rapportere at hans venner havde stjålet liget, så de (disciplene) kunne sige at han var genopstanden, og derved føre folk bag lyset.

Hele dagen sov Jesus en dyb søvn, og blev derved fyldt med fornyet liv. Det var aften da han vågnede. Hans sår var mindre smertefulde, da det balsam, som Nikodemus havde smurt på, havde haft en lindrende effekt. Han var ved godt mod, og med taknemmeligt hjerte så han at hans venner vågede over ham. Han rejste sig fra sit leje uden hjælp, og da han var sulten, bad han om noget mad.

Efter at have forfrisket sig, sagde han: “Nu da jeg er stærk igen påhviler det mig, at jeg ikke længere er i skjul. For en lærer bør være blandt sine folk, og en søn omfavne sin moder.”

Josef svarede ham og sagde: “Broderskabet er fader og moder til dig nu, ifølge dets løfte til dig. Det er derfor Broderskabets pligt at beskytte dig, som sit elskede barn.”

Og Jesus sagde: “Jeg frygter ikke døden, for jeg har fuldbyrdet den og fjenderne skal vide at Gud har frelst mig, og ikke vil have at jeg dør for evigt.”

Så sagde en af de ældre fra Broderskabet: “Du er ikke sikker i dette land, for de vil søge efter dig. Gå derfor ikke længere blandt folket for at undervise, for det du har lært dem vil leve blandt dine venner for evigt, og dine disciple vil fortælle det til verden. Forbliv, beder jeg dig, død for verden. Broderskabet har bragt dig tilbage til livet gennem dets hemmeligheder. Lev derfor for din hellige Orden til hvilken du er bundet. Lev i visdommens og dydens afsondrethed, ukendt for verden. Vi vil i hemmelighed undervise og hjælpe disciplene blandt folket og de skal modtage opmuntring og hjælp fra det hellige Broderskab. Og hvis tiden kommer, hvor du igen skulle gå ud blandt folket, så vil vi sende bud efter dig og informere dig om det.”

Men Jesus, i gløden fra sin hellige iver, sagde: “Guds stemme er mere kraftfuld i mig end frygten for døden. Jeg vil se mine disciple én gang til og vil gå til Galilæa.”

Den ældre sagde: “Lad det være sådan, som Gud har kaldet dig til; men det tilfalder mennesker, at de skal være vise og forsigtige med de gode ting. Derfor skal nogle af vore Brødre gå med dig og beskytte dig med vores forbindelser i Galilæa.”

Men Nikodemus var ikke glad for denne rejse, for han vidste at Jesus krop var svækket, selvom hans sjæl var stærk i sit mod. Og den trofaste læge bønfaldt ham om ikke at gå, fordi han derfor kunne gøre sin helbredelse umulig.

Men Jesus svarede: “Lad det blive opfyldt, det som skal komme.” Josef forundrede sig meget over kraften i Jesus ånd, og troede mere end nogensinde på hans store løfter.

Da aftenen kom begyndte Jesus sin rejse, og han ønskede at gå alene. Det var koldt og hans brødre gav ham en varm kåbe som han svøbte sig i, så byens officerer ikke kunne genkende ham.

Brødrene formanede ham om kun at stoppe hos essærer venner og, på grund af Påsken, ikke rejse på hovedvejen. Derfor blev Jesus overtalt til at gå på vejen til Betania og Ephraimitical bjergene, hvor Samaria grænser op til Galilæa i nord.

Jesus startede sin rejse og da han var gået velsignede brødrene hans forehavende. Men efter råd fra Josef, sendte de en novice til at følge ham og på vejen informere essærer vennerne.

Vores venner har fuldt ud informeret os, om alt det der derefter skete.

Mens Jesus rejste på vejen til Emmaus, et par timers rejse, var hans sjæl fyldt med inspiration over hans nye liv, og han talte med høj stemme, så vores budbringer kunne høre at det var Daniels profetier han udtalte.

To mænd rejste på den samme vej fra Jerusalem, og da de gik hurtigere end Jesus, overhalede de ham snart.

Jesus sagde til dem: “Fred være med jer!” Først troede han de var essærer venner, men snart efter genkendte han dem, som hans egne venner fra folket, der så ofte havde hørt ham undervise. Men de ænsede ikke den stille rejsende. Men han hørte dem tale om hans død, og om hans disciples dybe fortvivlelse. Og fra deres ord opfattede han, at hans lære var i fare for at blive ødelagt og gå tabt, på grund af fortvivlelsen hos hans venner, som var uden en leder, der kunne holde dem fra at blive spredt.

Da en af disse rejsende begræd at profetien ikke var blevet opfyldt, og at Jesus ikke var opstået fra de døde, talte Jesus med alvor. De to disciple blev meget interesserede i hvad han sagde, for det virkede for dem, som om de havde hørt den samme lære før.

På dette sted i deres rejse, hvor de to disciple stoppede, opholdt de Jesus, da han ønskede at gå videre alene og om natten. Og under det fælles kærlighedsmåltid i huset, hvor de gjorde holdt, genkendte de to disciple Jesus. Men han ønskede ikke at blive genkendt dette sted. Han gled derfor uset ud ad døren og gik til essærer vennernes hus, som han var blevet anbefalet.

I mellemtiden gik de to disciple samme vej tilbage til Jerusalem, for at fortælle deres venner om den genopstandne. Her fandt de Peter og sammen med ham, Johannes.

Men essærer vennerne mødtes og rådslog om, hvad de følgende skulle gøre. Med dem var også den unge, som Ordenen havde sendt til at følge Jesus.

Jesus tænkte, at han måtte tage tilbage til Jerusalem for at genopvække håbet hos sine venner og korrigere det budskab, som de to disciple, der så hurtigt var vendt tilbage til Jerusalem, havde givet.

Essærer vennerne gav ham et ridedyr, som han kunne sidde på og derved lettere rejse, og novicen, som vi havde sendt, ledsagede ham og gik ved siden af dyret.

Der skete derefter følgende, at snart efter disciplenes ankomst, kom Jesus til det velkendte hjem, hvor vores venner plejede at mødes. Jesus gav tegnet ved hvilket bommen, ved dørvogterens hånd, faldt fra døren, for disciplene holdt hemmeligt råd.

Da Jesus hørte hvordan hans tilhængere talte om hans genopstandelse, og vurderede om det var muligt, kom han frem blandt dem. Da de først ikke kendte ham, blev de ophidsede, da de ikke vidste at døren var blevet åbnet.

Men Jesus talte til dem, trøstede dem og beviste for dem, at han virkelig var af kød og blod. Med stor glæde omringede de ham og rørte ved hans hænder. Jesus lænede sig op ad Johannes bryst, nærved besvimet af træthed efter rejsen.

Efter han havde hvilet sig, beviste Jesus igen at han levede ligesom andre mennesker, ved at bede om mad. Selvom hans venner allerede havde spist, var der stadig noget brød, honning og fisk tilbage, som han spiste og forfriskede sig selv med.

Derefter formanede han dem om, at de skulle fuldbyrde det arbejde han havde begyndt, ikke give op, men være i godt humør. Han velsignede dem og sagde til dem, at han ikke kunne afsløre hvor han skulle hen, og at han skulle gå alene. Men, når de behøvede ham ville han komme til dem, for han havde stadig meget at sige til dem.

Udenfor døren ventede novicen med ridedyret, og da Jesus kom bad han novicen om at føre han til essærernes rolige opholdssted. Men en anden ung essærer var kommet for at søge information om ham i Jerusalem, og de to bar Jesus mellem sig, da han stadig var svag og udmattet af træthed fra sin rejse.

Med store anstrengelser og megen besvær bragte de ved nattetide hen til Broderskabet, til de ældres hus, som ligger få stadier (1 stadie = 192 meter) fra Jerusalem og Oliebjerget.

Her blev Jesus lagt på en blød seng af mos, hvor han snart faldt i en dyb søvn. De unge essærer hastede til Josef, Nikodemus og de andre essærer venner, for at fortælle dem hvad der var sket.

Før daggry holdt de et møde om at de måtte beskytte Jesus, da han nu var kommet tilbage til Jerusalem så åbenbart, for Helligåndens skyld, så han kunne styrke sine tilhængere i deres arbejde. Og alle som en besluttede de, at ingen tid skulle spildes, da præsterne i byen havde deres hemmelige spioner, som prøvede at lægge fælder selv for disciplene.

Det blev bestemt på rådet, at han straks måtte af sted så han ikke ville blive opdaget, og at han skulle tilbage til den stille dal ikke langt fra Juda og Massada borgen, hvor landet er vildsomt og bjergrigt. Her havde Jesus boet før sammen med Johannes, lægen sammen med hvem han var blevet optaget i vores Brødres hellige Orden. Dette regnedes for et sikkert sted, da mange essærer boede der.

Mens de endnu rådslog, vågnede Jesus fra sin opfriskende søvn, og undrede sig såre over at se at han var omringet af sine brødre. Både Josef og Nikodemus bønfaldt ham indtrængende om at redde sig selv og ikke igen falde i præsternes magt. Josef fortalte ham endda, at det var kommet til ham, at Kajfas havde kastet sin mistanke på ham, at han sammen med galilæerne, havde en hemmelig plan om at omstyrte de nuværende tilstande, og at Kajfas ville forlange en forklaring af ham om, hvorfor han havde lagt Jesus i sin egen grav.

Han mistænkte endda Pilatus, for i hemmelighed at have konspireret med mig, og fordi han havde givet liget til mig uden af havde modtaget betaling for det.

Josef overtalte med megen besvær Jesus til at efterkomme hans ønsker, og fordi de ældre støttede ham, svarede Jesus:

“Lad det blive sådan. Men jeg beder jer indstændigt om at opmuntre mine disciple, hjælpe og beskytte dem, så de ikke er i tvivl om, at jeg stadig er med dem med krop og sjæl.”

Josef bad ham om at hvile noget mere, da Nikodemus havde udtrykt frygt for, at Jesus ophidselse og entusiasme ville bringe hans martrede krop i fare og ikke hjælpe den. For selvom at sårene i hans hænder var ved at læges, og såret i siden ikke flød med mere puds, var hans krop stadig svag og letpåvirkelig overfor ophidselsen i hans sind. Men efter at have sovet følte han sig, på indeværende tidspunkt, frisk.

Efter flere overvejelser sagde Jesus: “Hvis mine disciple ikke er overbevist om at jeg virkelig lever, og hvis jeg ikke viser mig for dem, vil de tro at jeg er et genfærd og en fantasiens vrangforestilling.”

Josef svarede ham og sagde: “Lad os forfremme Johannes til en højere grad i vores Orden, så han bliver overbevist om at du lever, for at han kan eksekvere dine retningslinier og informere de andre disciple om dig.

Men de ældre af brødrene var ikke villige til at Johannes skulle indvies i alle hemmelighederne, da han stadig kun var i de laveste grader, og de frygtede at han i hans iver ville fortælle at Jesus var her.

Mens de stadig lagde råd op, ankom en novice af vores Orden, som var blevet sendt til byen. Han rapporterede, at Johannes med sine venner, var hastet til Betania for at trøste kvinderne i Lazarus hus og fortælle dem at Jesus stadig var i live og havde hvilet i hans skød.

Johannes undrede sig over, at Jesus ikke havde ledt ham til at gå til Galilæa, som han havde beordret kvinderne til at gøre. Han mente derfor ikke at det var hans Mesters intention, og at disciplene burde vente på kommende begivenheder.

Jesus blev hele dagen sammen med essærer vennerne; men da natten kom tog vi alle af sted af den hemmelige vej – Josef, Nikodemus og de ældre i Ordenen – og efter at have passeret Rephaim dalen, ankom vi til Massada ved daggry. Vi fulgte en smal sti, som kun var kendt af essærerne, og kom endeligt til brødrene i den vilde dal.

Her sørgede de ældre for Jesus. Og da Josef og vi andre var ved at skulle af sted, gav Jesus sit ord på, at han ville blive der til Faderen skulle kalde ham for at fuldføre hans mission.

Og hver dag sendte brødrene en budbringer, for at informere os om vores kære elskede Broders helbred. Vi blev fortalt at Jesus havde hvilet sig flere dage, men at hans hjerte var bedrøvet og smerteligt plaget af melankolske tanker.

Det var den samme dal, hvor han havde vandret med Johannes, hans elskede ledsager, og med hvem han var blevet initieret i vores hellige Orden.

Og Jesus mediterede på at Johannes, der som læge havde grundlagt en skole og døbte, var blevet slået af fjenderne, mens han selv var blevet reddet af Guds hænder. Heri så han Guds bud om, at han ikke skulle hvile, da der var et formål med at hans krop var blevet restitueret.

Med denne tanke var hans sind tynget og overanstrengt og da han kom hen til stedet, hvor han og Johannes højtidelige havde sværget, at de ville dø for sandheden og dyden, følte han at han var kaldet til at følge missionen, som hans ven var død for.

Og hver dag gik Jesus til det velsignede sted, forfriskede sin krop og betragtede naturens under. Og han valgte et sted, hvor han kunne se det høje tårn på Massada mod vest, beskyttet for morgen- og middags solen af høje bjerge, mens til den anden side udsigten var uforstyrret og han kunne se langt væk over et åbent land mod søen (det Døde Hav) og Sittim dalen.

Men den ældre i broderskabet lod ham ikke være alene, da han havde observeret at Jesus ofte lå i grublerier, og at længslen efter at være hos sine disciple kunne overgå varetagelsen af hans egen sikkerhed.

Omkring dette tidspunkt skete det, at vores brødre fra Broderskabet i Jerusalem kom i tanker om det løfte de havde givet til Jesus, om at beskytte hans disciple og bestyrke dem i deres tro på at deres Mester var genopstået. Det var faldet dem ind, at ikke alle disciplene var overbevist om deres Mesters opstandelse. Og en af dem der tvivlede var Thomas, en dyb tænker, som havde modtaget sin undervisning af essærer brødrene. På grund af dette besad han en stor viden om hemmelige kræfter og naturens processer. Han forklarede alle de ting der var sket i følge naturens love, og han troede ikke, at der var sket noget mirakel; for som essærer var han hævet over overtro.

Jesus betroede sig til ham og fortalte ham om sin mission. Thomas troede på ham og så at hans mission var af stor vigtighed. Jesus gjorde dette, fordi Thomas var en mand med klare visioner og god dømmekraf - ophidselse og passion var ukendt for ham; og med tålmodighed og stor vedholdenhed efterprøvede han alle ting, før hans sind var overbevist.

Da disciplene var sammen i deres hemmelige mødested var Thomas med dem, og han prøvede at få dem til at indse, at de ikke måtte tro, at en mand kan stå op af graven.

Men Johannes havde selv set, følt og holdt Jesus på brystet. Thomas var imidlertid ikke til at overbevise, selv om han troede på profeternes profetier og at de helt sikkert ville blive opfyldt.

For, kære Brødre, jøderne håbede på at se Messias komme på den måde som Elias havde forudsagt.

Og da vores Broderskab havde lovet at rapportere alt, især da disciplene ikke var enige, frygtede man at deres tro på den gode sag ville formindskes. Vi sendte derfor to unge til Massada dalen for at informere brødrene om at de måtte rådføres sig med Jesus.

Da Jesus hørte disse ting fyldtes hans hjerte med et stort ønske om, at forlade ensomheden og vise sig én gang mere for sine disciple.

Da budbringeren havde rapporteret, at Thomas ikke ville tro på at Jesus stadig levede før han kunne føle hans hænder og såret i hans side, kunne Jesus ikke længere holde sin længsel tilbage, og selv de ældre rådede ham til at gå og overbevise dem.

Dette skete på den syvende dag Jesus havde været i skjul.

Og det skete at vores brødre gik med Jesus. Og på den ottende dag, da disciplene var sammen i Jerusalem, gik Jesus ind i blandt dem og Thomas var overbevist.

Da han havde opnået dette, talte han til sine disciple og advarede dem, for sin egen skyld, om at de ikke var i sikkerhed. Han tilskyndede dem til at tro og til at være enige. Men han kunne ikke fortælle dem hvornår og hvor de kunne møde ham i Galilæa, da han først skulle tænke over det.

Efter dette skiltes han fra dem og tog afsted om aftenen og Johannes gik med ham. Udenfor huset var der en ung essærer, som ønskede at overgive sig til Jesus og tjene ham. Og Jesus sendte ham for at rapportere, at han var i Betania.

Derefter krydsede Jesus Kidron med Johannes som sin ledsager. Natten var smuk og klar og månen lyste svagt over sceneriet.

Jesus hvilede sig ved muren i Getsemana  og talte med Johannes om sit martyrium og sine lidelser. Da han havde modtaget information om sine disciple, sendte han Johannes i forvejen til Lazarus hus i Betania, så han kunne annoncere hans ankomst og finde ud af, om han kunne være i sikkerhed der.

Straks derefter gik Jesus ind i huset for at se sin mor og sine venner.

Efter at have takket Gud for at de endnu engang fik lov til at se hinanden, spiste og forfriskede de sig sammen. Den følgende dag blev han sammen med dem, trøstede dem og formanede dem om, at de skulle tro på sandheden. Han advarede dem om falske forventninger, da de var begyndt at tænke, at han ville blive sammen med dem altid.

Han fortalte dem at det nu var tid til at han skulle gå, da natten var ved at falde på. Han sagde til dem, at han ville skynde sig til Galilæa for at styrke sine disciple, så de kunne fortsætte det gode arbejde.

Men selv mens Jesus var i Betania truede farer ham. Kajfas, ypperstepræsten havde fået at vide at Jesus var blevet set i Jerusalem. Og han havde spredt det rygte at disciplene havde stjålet Jesus’ krop og havde opfundet en mirakuløs historie.

Men der var mange blandt folkene i byen, der troede at Jesus var genopstået ved Guds hånd og disse blev ved med at klage over den uretfærdighed, der var sket mod ham, og med at tro på hans lære.

Ypperstepræsten frygtede en revolution blandt folket, og troede at galilæerne havde til hensigt at styrte regeringen og indsætte en ny leder. Han var derfor mistænksom og på vagt.

Om aftenen den samme dag kom Nikodemus til vores Broderskab med den information at Josef af Arimatæa var blevet arresteret, og at de tillagde ham falske kriminelle intensioner, fordi han havde været i hemmelig forbindelse med Jesus. Stor bekymring rejste sig blandt vores brødre, for vi frygtede at også Jesus var blevet arresteret, da han ikke var blevet set af nogen af os, siden den aften hvor han overbeviste Thomas.

Vores ældre mødtes derfor i et råd, hvori det blev vedtaget at vi skulle søge efter Jesus, og bruge alle midler for at få Josef sat fri.

To af vores brødre fik det hverv, at iføre sig i deres hvide helligdagsdragt og lede efter Jesus i Betania, da Jesus havde informeret de unge essærer om, at han ville gå dertil.

Da de kom til Betania om aftenen og så Lazarus’ hus i måneskinnet ikke langt væk, mødte de en mand på den hemmelige vej, som omhyggeligt undersøgte vejen. Men essærerne kendte ham og de spurgte ham om Jesus var i hans hus. For det var Lazarus, og da han genkendte vore brødre, fortalte han at det var sådan, og at Jesus selv samme nat ville gå til Betania, og at det var derfor han undersøgte den hemmelige vej for at se om den var sikker.

Brødrene blev ledt ind i huset. Her, i et lille afsidesliggende rum talte de med Jesus. Da brødrene havde fortalt Jesus om faren og arrestationen af Josef, anbefalede Jesus ham at være under brødrenes beskyttelse. Han bad til Gud og sendte Johannes til Jerusalem, så han kunne advare sine disciple om farerne.

Da vi havde forladt kvinderne, blev vi ledsaget af Lazarus så langt som til Gilgad. Derefter gik han videre alene i natten, og i den tidlige morgen kom han til Jordanfloden, til det sted hvor han af Johannes var blevet døbt af Ordenen.

Vores hellige broderskab i Jerusalem planlagde nu, hvordan de skulle befri Josef, til hvilket vi havde mange hemmelige metoder.

Johannes havde advaret sine venner, disciplene, som han var blevet beordret. Og den næste morgen gik de i stort tal til Galilæas grænse. Da de ankom dertil, spurgte de én efter én, “Hvor skal vi gå hen? Vores Mester har ikke givet noget tidspunkt eller noget sted.”

Og de tænkte på deres hjem, som de så længe havde været væk fra, og mens de overvejede om de skulle lede efter Jesus i Nazaret eller Kapernaum, sagde Peter: “Lad os sørge for livets opretholdelse, og ikke slappe af; lad os arbejde til Mesteren kalder os til højere arbejde.”

Efter at have hørt hvad Peter sagde, besluttede de sig til at vende tilbage til deres tidligere arbejde, og Peter drog til Betsaida, hvor nogle af de andre også ankom til i løbet af nogle dage, for at hjælpe ham og modtage hans råd.

Peter var en dygtig fisker og han inviterede de andre til at gå med ned til søen om aftenen.

Jesus rejste hver dag en kort distance. På vejen stoppede han kun hos essærer venner, som boede i dalene. Disse brødre var godt informeret af broderskabet i Jerusalem om alt hvad der var sket os, og fra dem hørte Jesus at Josef var blevet befriet fra fængslet og var på vej til at møde ham.

Da Jesus erklærede, at han ville gå videre til Galilæa til de steder hvor folk kendte ham, bønfaldt essærer vennerne ham om ikke at gøre dette, og forklarede om de mange farer der var omkring ham.

Jesus agtede på dem og gik tilbage til det sted, hvor han ville mødes med sine disciple. Han udvalgte et sikkert og afsondret sted, hvor han ikke var kendt og hvor der var mulighed for at hans disciple kunne opholde sig.

Men essærer vennerne var blevet rådet af de ældre i broderskabet i Jerusalem til at vælge et mødested i den afsondrede dal ved foden af Karmel bjerget. Fordi landet er smukt og der lever mange essærer der. Der findes overflod af kraftige urter i dalene og lugten, de giver fra sig, er gavnlige for de vandrende.

Fra dette sted får Broderskabet de urter, som deres læger bruger til medicin. Det klare vand løber fra klipperne. I disse klipper er der mange huler, hvor de, som søger afsondrethed, opholder sig.

Da essærer brødrene rådede Jesus til at tage til dette land, huskede han hvordan det var blevet sagt, at tidligere tiders profeter levede de samme steder, Elias så vel som Elisha.

Og sådan blev det, at hans sind fortalte ham at han skulle gå derhen. For der kunne han undervise sine disciple uden frygt for, at hans fjender skulle finde hans opholdssted. For i dette land levede kun medlemmer af vores orden, vores brødre.

Men Jesus bestemte at ingen af brødrene skulle ledsage ham, og han rejste derfor alene på vejen til Betsaida, for der at være hos Simon, som var en af hans disciple.

Han ankom tidlig morgen til Genesaret Søens kyst, og fandt her en hytte som Peter havde bygget til sig selv for at kunne udføre sit erhverv. Han fandt Peter her, og sammen med ham, Johannes og de fiskede. Her forfriskede Jesus sig selv og deltog sammen med dem i kærlighedsmåltidet. Her fandt han ud af at alle disciplene var enige om at samles i Betsaida, for at rådslå om hvad de skulle gøre.

Men Jesus kaldte dem til Karmel bjerget, som han havde lovet essærerne. Og næste dags aften genoptog Jesus igen sin rejse.

Jesus var rede til at undervise igen efter at have hvilet og forfrisket sig selv nogle dage ved Karmel bjergets fod. Hans disciple kom og havde mange af hans tilhængere med. Her i denne afsondrede dal var de uden for fare, da beretningen om Jesus’ genopståen havde skabt stor opstandelse i Galilæa.

Men mange af de, som kom, var kun bevæget af undere. De var derfor kommet for at se Jesus gøre undere og mirakler. Andre håbede på Messias kongeriges komme og jødernes udfrielse af romernes herredømme.

Jesus sørgede stærkt i sit hjerte over disse udlæginger af hans mission, for han havde ofte talt om disse ting og sagt til sine disciple, at det ikke var meningen at Guds søn skulle iklædes verdslig magt og herlighed.

Essærer brødrene forstod og deltog ikke i disse fejltagelser. For de vidste meget vel, at ifølge ordenens love, som han havde lovet at holde, kan vore brødre ikke deltage i statslige anliggender, ej heller stræbe efter verdslig magt.

De folk, der havde et stort ønske om at se Jesus, blev informeret af disciplene om, at mødet ville finde sted tidlige om morgenen.

Jesus kom ned fra toppen af bjerget, hvor tågen antog en rødlig farve fra solen. Og da han bar essærer ordenens hvide kjortel, troede folk at han var et overnaturlige væsen. De kastede sig ned med ansigtet mod jorden. Mange af dem var rædselsslagne og gik af vejen for ham.

Jesus talte med høj stemme og sagde, at han ikke var kommet for at danne en skole, men, gennem visdom og dyd, Guds kongerige på jorden.

Og han indstiftede dåben, og åbenbarede for sine disciple den viden han havde fået fra de ældre, om hvordan man helbreder de syge, bestemmer mineralernes og urternes medicinske egenskaber, gør vilde dyr tamme, modvirker gifts ødelæggende virkning og mange andre ting.

Disciplene og de folk der var med dem blev mange dage i dalen og Jesus lærte dem hvordan de skulle leve og prædike læren i hans navn.

Men essærer brødrene blev informeret af de ældre fra broderskabet i Jerusalem om, at præsternes hemmelige budbringere og det store råd var blevet fortalt om den store uro i Galilæa og at mange mennesker var draget til dalen ved Karmel bjerget.

Brødrene advarede Jesus om farerne, så han kunne undgå sine fjender og derved fuldbyrde sin mission. For de havde fået hemmelige informationer om at Kajfas havde til sinde at arrestere og henrette Jesus, da de regnede ham for at være en bedrager.

Jesus sendte derfor sine tilhørere afsted og fortalte dem, at hvis de ville tale med ham derefter, så måtte de gå til Betabara, hvor han ville vente på dem.

Da han havde undervist til folk og derfor talt meget, var han træt og behøvede hvile.

Og tiden nærmede sig hvor essærerne skulle deltage i deres kærlighedsmåltid. Alle brødrene samledes i dalen i huset hvor Jesus opholdt sig. Josef af Arimathæa, Nikodemus og vi, Jerusalem broderskabets ældre, tog af sted for at være sammen med ham.

Men Jesus var stadig svag på grund af sine lidelser og hans store glæde ved at se sine elskede venner, Josef og Nikodemus, gjorde ham meget opstemt og han talte meget om sin død.

“Misforstå mig ikke, hvis jeg ikke i alt har levet efter vores broderskabs regler. For hvis jeg havde arbejdet i hemmelighed, som I har gjort, så ville sandheden ikke nu være kendt af masserne.”

“Selv i offentlighed kan den vise praktisere visdom, den valgte dyd.”

Og Jesus opfordrede brødrene til at lægge deres hemmelighed bag sig og gå ud blandt folk, og forene sig med disciplene for at undervise sammen med dem.

Ordene han talte slog rod i hjerterne hos mange af brødrene, og derfor finder jeg, at mange af dem har forladt deres afsondrethed for at bære vidnesbyrd om Jesus.

Og Josef talte til Jesus og sagde: “Ved du, at de folk som ikke helt forstår din lære, har til hensigt at udnævne dig til en verdslig konge for at overvinde romerne? Men du må ikke ødelægge Guds rige gennem krig og revolution. Vælg derfor afsondrethed. Lev med essærer vennerne og vær i sikkerhed, så din lære kan udbredes af dine disciple.”

De ældre i broderskabet mente, at det ville skabe megen opstandelse blandt folket, hvis Jesus derved forsvandt som solen om aftenen, og ikke kom tilbage.

Jesus frygtede at Josefs ord ville vise sig at blive sande og han ville ikke lide under, at blod skulle flyde for hans skyld, eller at en revolution skulle skabe ødelæggelse.

Derfor, fordi hans krop var svag, indvilligede han i at gå i afsondredhed. Han tog til Betania med Josef og Nikodemus. På vejen talte de sammen om broderskabets hemmeligheder, og Jesus besluttede at forlade sine venner i Betania og tage tilbage til det afsondrede land nær det Døde Hav.

I Betania trøstede han sin mor, Lazarus og andre venner og forklarede dem, at ifølge hans lære var han altid med dem og han blev hos dem.

At Jesus var i nærheden af Jerusalem kom snart alle hans tilhængere for øre, og mange samlede sig og blev ledt til et hemmeligt sted på et bestemt tidspunkt. Dertil gik nu Jesus.

Her var mange hundrede mennesker samlet, og da de manifesterede deres tro på, at Jesus ville etablere et verdslige kongerige og befri landet fra romernes åg, instruerede han dem og fortalte at dette ikke ville komme til at ske.

Men Jesus følte, at det var nødvendigt at han igen skulle gå i afsondrethed, så folket ikke skulle tro at hans kongerige var af denne verden, men at de skulle tro på hans ord og hans lære som var det Guds ord.

Den dag skete det, at Jesus gik til Jerusalem, og hans betroede Disciple gik med ham.

Det højeste råd havde allerede sendt mange hemmelige budbringere ud, for at udbrede falske rygter og fange Jesus. Men Jesus blev advaret og beskyttet af essærer brødrene. Han var nu både udmattet og svag. Hans sår begyndte igen at plage ham og hans ansigt var blegt.

Da Jesus gik ind i byen med Peter og Johannes, førte hans venner ham ind i et afsondret hus. Her kaldte han de ældre af Essærer Ordenen til sig.

Han sagde til dem, at hans tid til at hvile nu var kommet og instruerede dem i at vente på ham på Olie bjerget, og der ledsage ham til hans afsondrethed.

Derefter samlede han sine disciple, gik gennem byen og ud af porten, der leder til Josaphat dalen.

Hans sjæl var meget bevæget og hans hjerte fyldt med bedrøvelse, for han vidste at dette ville blive hans sidste gåtur.

Ved ankomsten til Kedron, tøvede han en lille stund og græd over Jerusalem. Derefter gik han videre i stilhed, og hans disciple fulgte ham.

Jesus førte dem til det sted, der var ham mest kært, nær toppen af Olie bjerget, hvor næsten hele Palestinas land kan ses; for Jesus længtes efter en gang mere, at se det land hvor han havde levet og arbejdet.

Mod øst sås Jordan, det Døde Hav og de Arabiske bjerge, mod vest skinnede bålene fra Tempel klippen og på den anden side af bjerget var Betania.

De udvalgte disciple troede at Jesus ville lede dem til Betania. Men broderskabets ældre havde stille samlet sig på den anden side af bjerget, klar til at rejse, ventende med Jesus, som det var aftalt.

Han bønfaldt disciplene om at være i godt humør og fast i deres tro. Mens han talte blev hans stemme mere og mere melankolsk og hans sind var absorberet i højtidelig henrykkelse.

Han bad for de venner, som han nu var ved at forlade. Han løftede sine arme og velsignede dem. Tågen steg op omkring bjerget, der var farvet af den nedgående sol.

De ældre sendte ord til Jesus, om at de ventede og at det allerede var sent.

Disciplene knælede og bøjede hovederne mod jorden, rejste Jesus sig og gik hastigt bort gennem tågen, der samlede sig. Da disciplene rejste sig, stod to af vores brødre i broderskabets hvide kjortler og instruerede dem i ikke at vente på Jesus, da han var gået. Derefter hastede de ned ad bjerget.

Men Jesus forsvinden fyldte hans disciple med nyt håb og tillid, for nu vidste de, at de selv skulle udbrede Jesus’ ord, da han, deres elskede ikke ville komme tilbage.

De holdt sig trofast sammen og gik dagligt til templet og til de steder hvor han havde undervist dem, og fjenderne turde ikke genere dem.

I byen rejste der sig et rygte om, at Jesus var blevet taget op i en sky, og at han var taget til himmels. Dette blev opfundet at folk der ikke var tilstede da Jesus tog afsted. Disciplene modsagde ikke disse rygter, da det tjente til at styrke deres lære, og påvirke de folk, der havde brug for et mirakel til at tro på ham.

Johannes som var tilstede kendte til alle disse ting, men han har ikke talt eller skrevet noget om det, heller ikke Mattæus. Der er andre der har samlet rygterne til en historie, som de selv troede på, da de blev bevæget af ånden til at herliggøre Jesus.

Derfor skrev en af dem, Markus, til en forsamling i Rom og gav en beskrivelse af denne begivenhed, men da han ikke havde været tilstede, var hans informations kilde kun rygterne blandt folket.

Det er det selv samme med Lukas, som prøvede at gøre det samme.

Men disciplene blev af essærer brødrene opfordret til at antage essærernes skik og brug, for enighedens skyld. Derfor dannede de en menighed, hvor selv kvinderne tog del, specielt Maria og hendes venner fra Galilæa.

Jesus var ledsaget på sin vej af de ældre i broderskabet, desuden af Josef og Nikodemus; og om aftenen skaffede de et ridedyr til Jesus, som blev mere og mere svag. Hans sind var meget bevæget ved at skulle forlade sine venner, og han følte at hans død snart ville komme.

Da de ved enden af deres rejse var kommet til essærer brødrene ved det Døde Hav, var Jesus i så dyb smerte, at kun lægerne kunne tage sig af ham. Josef og Nikodemus blev hos ham, og efter i lange samtaler at have hørt hans ønsker, forlod de ham idet de lovede at informere ham minutiøst om hvordan det gik med menigheden i Jerusalem.

Men i Jerusalem vidste ingen på nær Johannes og Nikodemus, at Jesus havde søgt tilbage Ordenens afsondrethed, så folket ikke kunne udråbe ham til deres verdslige konge.

Josef og Nikodemus havde tre gange været hos ham i hans skjul. Og da de kom tilbage fortalte de os om ham. Han krop var ikke stærk nok til at overkomme lidelserne, som han havde tålt af mengel på hvile.

Hans sjæl længtes efter sine disciple og han var bekymret for at intet skulle blive forsømt. Hans hvileløse sind fandt ikke nogen trøst i afsondretheden og bekymring nedbrød hans vitale kræfter.

Men Josef og Nikodemus havde været sammen med ham sidste gang, da den sjette fuldmåne var aftagende. De kom til vores broderskab, der var ved at forberede kærlighedsmåltidet, og afslørede hemmeligheden til de ældste i Ordenen.

Deres hjerter var i stor sorg, for den udvalgte var blevet taget op i Faderens himmelske bolig.

Den Evindelige Ånd havde forsigtigt knækket leret og så roligt som hans liv var hans død.

Han blev begravet af lægerne tæt ved det Døde Hav, som Broderskabets regler påbyder.

Nikodemus var tavs omkring sin vens død overfor alle, som ikke var af den højeste orden.

Her mine kære brødre, har I den eneste sande beretning om vores ven, som Gud havde kaldet til at belære om visdom og dyd til folk gennem lignelser og ædle gerninger.

Det er nu længe siden og Jødrene har spist påskemåltidet syv gange, da jeg nu skriver dette for at informere jer. Og derudaf må I dømme om traditionens sandhed, som den bliver fortalt af folket.

For jeg ved at mange af hans nye disciple fortæller om mirakler, som de selv ønskede det skulle være. Og de, der har omtanke modsiger dem ikke, for menneskene er endnu ikke vise nok til at modtage sandheden uden at tilføje det overnaturlige til den.

Som I selv har oplevet kommer mange rygter fra Rom, som jeg ikke behøver at modsige, for I ved selv hvad en Broder af vores orden skal gøre og ikke gøre.

Men ikke kun jøderne taler om overmenneskelige ting om ham, som de tror på, men også romerne. For de vantro tror på guder, og disse er de samme, som miraklerne jøderne fortæller om.

Og jeg giver jer tilladelse til at informere de ældste i vores Broderskab i jeres land, om hvad jeg har skrevet, men ikke novicerne eller dem af andre grader. For hans er æren, Guds søn, som vi alle tilbeder mere end andre og som er taget til himmels.

Og hvad Jesus har lært os mens han levede, bør vi udbrede med god vilje. For han har forklaret læren minutiøst til alle. Han har afsløret sandheden. Modtag derfor alle venligt, som er kaldet af hans navn. For hans disciple vil gå til alle landene, og I vil kende dem på deres hilsen, som er den samme som i vores Orden. Og I må hjælpe dem, der som jeres Broderskab i Jerusalem og hele landet, har tjent den himmelske Faders Søn.

Dette er hvad jeg har at sige. Og som det er skrevet, sådan er det sket. For de ældre i vores Broderskab har selv bevidnet disse ting, og mine egne øjne har set ham, og mine ører har hørt ham, og jeg er ven af Josef, som sidder i det store råd.

Og send venligst denne hilsen til brødrene: Fred være med jer.

 Finis - Slut

 

Den ældst kendte afbilding af Jesus
fundet i en grav i Katekomberne i Rom.

mukti4u2@gmail.com

www.mukti4u2.dk